Haahrs og HHX: “AI for iværksætteri”
Forløbet om iværksætteri blev gennemført som en del af undervisningen i 10. kl. på Haahrs sammen med HHX Svendborg i løbet af 3 uger i efterår 2023. Med deltagelse af 51 elever fra 10. klasse (16-17 år gl.), 23 HHX elever fra 2.g og en række virksomheder. Formålet var at afprøve og vurdere kunstig intelligens til fremme af iværksætteri.
Undervisningsdesign
- Læringsmål:
– 10. kl.: Eleverne skal kunne anvende kunstig intelligens (AI) som et understøttende element i forhold til udarbejdelse af innovative processer, samt til kvalificering af rapportskrivning.
– HHX, 2. g: Eleverne skal få styrket deres samarbejdsevner, formidlings- og navigationskompetencer, såvel som deres kreativitet. Læs mere om kompetencerne i sektionen til højre*.
Indhold, aktiviteter, rammer
I forløbet afprøvede eleverne, hvordan kunstig intelligens (AI), hovedsageligt ChatGPT, kan anvendes som en “aktiv medspiller” i forretningsudvikling. AI blev brugt ved fx idégenering, skabe overblik, udarbejde SWOT-analyser og produktbeskrivelser, hhv. overvejelser om bæredygtig emballage og distribuering (FN’s verdensmål).
Opbygning:
- 1) Emneuge på Haahrs med en kursusdag om ChatGPT af en HHX-underviser
- 2) Arbejdsdage på Haahrs med udvikling af forretningsidé og produkt, understøttet af HHX-studerende og HHX-undervisere.
- 3) Præsentation på HHX for elever og dommere.
Forløbet foregik dels i klasselokaler på Haahrs, dels i et åbent forum på HHX. Det åbne forum var omdannet til et messelignende område med stande til gruppepræsentationer på afslutningsdagen.
Omfang:
- I alt 8 dage for 10. kl. elever. Heraf 2 dage til introduktion i a) forretningsplan og b) ChatGPT, samt 6 arbejdsdage med iværksætteri i gruppearbejde.
- 2 moduler á 95 min. til introduktion af HHX-elever mhp. deres konstruktivt kritiske feedback på 10. kl. elevernes arbejdsproces og skriftlige materialer.
Elevernes læringsprodukter
Haahrs-elevernes læringsprodukter blev udarbejdet gruppevis og bestod af:
– Dokumentation af anvendelse af ChatGPT i udviklingsprocessen – download eksempler
– Præsentation af forretningsidéen ift. givne kriterier
– Mock-up af deres produkt/serviceydelse
– Udsmykning af deres stand
Elevernes meddesign bestod særligt i, at eleverne arbejdede gruppevis med deres egen idé fra blank tavle til færdigt produkt.
Pædagogiske metoder Efter introduktionen fik eleverne i vidt omfang frie tøjler til selv at prøve sig frem. Dermed valgte underviserne en til dels eksperimenterende tilgang til elevarbejdet.
Gruppedannelse á 3-5 elever foregik selvvalgt af eleverne, som en reflekteret proces over ca. en måned, med lærervejledning og fokus på: Hvordan kan gode fællesskaber være, hvordan kan gode fællesskaber opstå, og hvilken rolle kan den enkelte tage for at få et godt fællesskab?
Evalueringer
Evalueringen foregik i samtaler med grupper om bl.a. Chat-GPT’s betydning for arbejdsprocessen og de færdige produkter.
Underviserne fra Haahrs og HHX foretog afslutningsvis et fokusgruppeinterview med 1 repræsentant fra hver af de 5 elevgrupper ang. fordele, ulemper, bekymringer og etik i forbindelse med brug af AI. Underviserne konkluderede efterfølgende:
Vi er blevet meget klogere. Vores viden om elevernes brug af ChatGPT inden forløbet var meget lille, heriblandt viden om, hvor mange elever, der havde en konto og hvad de brugte den til.
En af elevernes centrale konklusioner var, at kunstig intelligens har kvalificeret deres produkt og været med til løse problemer.
Både elever og lærere mener, at ChatGPT skal være en del af iværksætteri-forløbet fremover. Der vil være flere områder, hvor det vil være oplagt at bruge kunstig intelligens, fx ved budgetlægning.
Undervisningsdelen på HHX, hvor eleverne lærte at prompte og være kritisk overfor løsningsforslag fra ChatGPT, var god og skal genbruges i lignende forløb.
En elevgruppe såvel som en grundskoleunderviser og en dommer fra en virksomhed blev desuden videointerviewet. Uddrag heraf indgår ligeledes som citater i denne forløbsbeskrivelse.
Pitches af forretningsidéer
Forløbets highlight var elevgruppernes pitches af deres forretningsidéer for eksterne dommere. Dagen foregik ved stande i et åbent forum på HHX. Eleverne havde forberedt deres præsentation og udsmykning af deres stande.
*Væsentlige kompetenceområder for de medvirkende HHX elever:
- Samarbejdskompetencen dækker bl.a. over evnen til at fungere i et samarbejde med andre elever. Eleven kan udvise samarbejdskompetence ved at tage ansvar for og bidrage til, at et samarbejde opfylder de satte mål og opgaver og/eller ved at kunne deltage i samarbejde under forskellige forhold og med forskellige roller.
Formidlingskompetencen, dækker bl.a. over evnen til at kunne træffe velbegrundede kommunikationsmæssige valg og kunne videreformidle egne og andres ideer på en engagerende og overbevisende måde.
Navigationskompetencen dækker bl.a. over evnen til at kunne overskue komplekse arbejdsprocesser, møde komplekse problemstillinger og bruge sin faglige baggrund i denne kontekst. Eleverne skal kunne navigere i en kompleks nyhedsstrøm og evne at udvælge hvilken viden, de skal bruge for at løse en opgave.
Kreativitetskompetencen dækker bl.a. over evnen til selvstændigt at identificere relevante problemstillinger, at kunne generere en række forskellige ideer og løsningsforslag samt kritisk at kunne vurdere og bearbejde dem. Arbejdet med at styrke de innovative kompetencer er centreret om en stærk (fler)faglighed – en grundviden og grundlæggende metodiske færdigheder, som fundament for at kunne arbejde innovativt med problemstillinger på en meningsgivende og relevant måde.
Digital produktion
Valg af teknologier – ChatGPT var valgt til afprøvning af kunstig intelligens, som en af de dominerende sprogmodeller på daværende tidspunkt.
Haahrs ledelse havde forudgående informeret forældre og elever skriftligt om den planlagte anvendelse af ChatGPT og om GDPR reglerne, der betød at det var frivilligt, om den enkelte elev ville oprette en profil. Alle elevgrupper havde repræsentanter med profiler inden påbegyndt forløb. [Det viste sig, at mange elever allerede havde en profil. Ingen forældre reagerede.]
Eleverne blev indledningsvis introduceret til at prompte med info om dem selv som fagpersoner, konkretisering af opgavestilling til AI, specifikation af målgrupper for løsningerne, konteksten og det ønskede antal løsninger.
Elevgrupperne arbejdede først og fremmest iterativt med AI, hvor løsningsforslag fra ChatGPT blev forfinet i hver iteration som følge af elevernes prompts og opfølgende kritiske spørgsmål.
Faglig refleksion over deres innovationsprocesser med AI foregik elevgrupperne imellem, i dialog med de eksterne dommerne og slutteligt over for underviserne.
Digital dannelse
Eleverne oparbejdede en individuel relevans ift. AI ved at anvende AI formålstjenligt i forbindelse med deres lærings- og produktionsprocesser. Eleverne lærte at acceptere, at kunstig intelligens er blevet en præmis, som er op til den enkelte at forholde sig til på kvalificeret vis.
Eleverne erfarede, at den menneskelige forståelse af forskellen mellem brug og misbrug af kunstig intelligens er centrale elementer i anvendelsen af AI. Dermed fremmede forløbet elevernes kritiske tænkning. Eleverne opdagede det manglende moralske kompas i ChatGPT og vigtigheden af etik ved forretningsudvikling og i samfundsøjemed.
Ved at selv at udpege de områder, hvor AI skulle inddrages, og ved kritisk at vælge eller fravælge sprogmodellens løsningsforslag, opnåede elevernes en konkret handleevne ift. teknologien.
Gruppearbejdet blev til praksisfællesskaber, hvor eleverne hjalp hinanden med at udforske kunstig intelligens og hvordan de kunne optimere deres fælles læringsprodukter henad vejen. Forskellige tilgange til AI hos gruppemedlemmerne førte sammenlagt til større erkendelse.
Uddrag fra Haahrs-elevernes refleksioner om anvendelse af ChatGPT:
”Det får processen til at glide. Vi går ikke rigtigt i stå.”
”Vi skal hele tiden være kritiske i forhold til det input, som der gives.”
”Den hjælper ikke kun med idéer, men også med at få gode formuleringer.”
”Vi ville ikke kunne have nået så langt uden brug af Chat-GPT.”
Omverden
Forløbet fokuserede i høj grad på erhvervsliv og værdiskabelse ved at eleverne ikke kun lærte om innovation og produktudvikling, men selv praktiserede centrale roller i denne proces.
Ved at anvende ChatGPT midt i en endnu uafsluttet samfundsdebat, indgik eleverne aktivt i processer til digitalisering af samfundet. Bæredygtighed på forskellig vis blev tematiseret, mest ift. innovationsprodukterne (“Ansvarligt forbrug og produktion”, FN mål #12).
Forløbet bidrog til 10. kl. elevernes karrierelæring, dels ved at foregå sammen med ældre HHX-elever og på HHX, dels ved at være i direkte dialog med forretningsfolk. Dermed fik de unge en fornemmelse for erhvervsrettede udviklingsprocesser og hvordan deres viden kan komme i spil i praksis.
Fælles forberedelse og samspil mellem de involverede undervisere fra begge uddannelsesniveauer dannede grundlag for, at der kunne arbejdes i fælles forståelse for de unges læring i uddannelseskæden.
Hver elevgruppe á 3-5 elever fra Haahrs havde tilknyttet 2 HHX-elever, som bidrog med faglig vejledning og feedback, herunder vedrørende brug af ChatGPT. HHX-elevernes vurderinger indgik i den samlede faglige bedømmelse af slutprodukterne.
Gustav fra Andlight var en af dommerne for de unges projektidéer. Gustav understreger vigtigheden af, at de unge lærer at bruge AI-teknologier allerede i skolen:
Gustav har selv gået karrierevejen som iværksætter. Forretningsmanden fremhæver, at det ofte kan være de “mere skæve unge”, som netop har talent for iværksætteri. Dem bør lærerne kunne spotte tidligt og støtte.