VR, avatarer, droner og Python i Midtjylland
At lære sprog med fremtidsteknologier
MYRE midt adresserer en række sproglige udfordringer, som eleverne møder i deres uddannelser og kommende arbejdsliv.
Projektet udforsker og afprøver, hvordan fremtidsteknologier kan gøre en positiv forskel, når fx engelsk og tysk skal anvendes i faglige sammenhænge og uformelt på arbejdspladsen. Eller når eleverne skal kommunikere på mindre udbredte sprog som ungarsk, hollandsk eller islandsk, i forbindelse med deres udlandsophold.
Samtidig kan internationale fagspecifikke sprog være yderst krævende, som fx botanisk latin eller programmeringssprog. For elever med udenlandsk baggrund kan dansk desuden være et komplekst andetsprog.

På SDU har man undersøgt, hvordan et hold studerende interagerer med forskellige avatartyper. En forskningsartikel er på vej.
Avatarer, VR, droner og Python
Alle partnere – erhvervsskolerne Mercantec, Jordbrugets UddannelsesCenter Aarhus og SOSU STV, såvel som SDU – har valgt at arbejde med avatarer for at udforske elevernes sproglige læringsprocesser.
Anlægsgartner elever har udarbejdet tyske tekster til deres tro kopier i den virtuelle verden, med henblik på præsentation over for tyske praktikværter.
Datatekniker elever chatter med en “gummiand” for at blive guided i deres læringsprocesser. SOSU-elever øver udtale af danske fagord og dialoger med en AI-borger. Ingeniørstuderende vurderer forskellige avatar-personligheder i deres kommunikation med dem på engelsk.
Andre forløb har benyttet en didaktik, der giver SOSU-elever mulighed for at sprogliggøre og dele deres intense individuelle oplevelser i VR-scenarier. Datatekniker elever bruger en tilgang til at lære Python-sproget ved at arbejde med machine learning.
Aktuelt 3D-scanner anlægsgartnerne de planter, hvis navne eleverne skal lære på det internationale fagsprog, botanisk latin. Indscanningerne skal indarbejdes i en virtual rundtur på skolens arealer og forsynes med en option for talegenkendelse. Målet er, at eleverne kan øve de vanskelige botaniske termer fleksibelt og individuelt.
Og så er man på vej til at finde metoder for at droneinspicere gamle kostbare træer og kommunikere resultaterne til et udenlandsk vidensinstitut.
Med effekt på eleverne
Syddansk Universitet bidrager med teknologisk ekspertise, evaluerer og bringer erfaringerne ind i forskning.
MYRE midt er kommet rigtig godt fra start. Det er særlig interessant at se, hvordan AI, de forskelligartede avatarer og sprog nu bliver integreret i innovative undervisningsforløb.
Gunver Majgaard, SDU
Eleverne bruger teknologierne med stor interesse og tydeligt med relevans for deres individuelle læring.
Gunver Majgaard, SDU