SOSU STV: “International læringscafé med AI-tools”, forår 2025
Forløbet er gennemført i forår 2025 i rammerne af skolens ´Internationale Læringscafé´ hver tirsdag eftermiddag. Nedenstående erfaringer stammer fra et observeret forløb d. 18. marts 2025 med 11 elever fra SOSU-assistent uddannelsens hoved- og grundforløb, samt Pædagogisk assistent uddannelsen (PAU).
Den internationale Læringscafé er et nyt tilbud (forår 2025) for skolens flersprogede elever, hvor de kan arbejde med at kvalificere deres dansk. På grundforløbet er fordybelsestiden obligatorisk, men det er frivilligt, om man benytter sig af Den internationale Læringscafé. Alle elever på hovedforløbene har adgang til tilbuddet.
Det er forskelligt, hvor mange elever, der deltager og hvad eleverne hver især har behov for at arbejde med. Eleverne kommer fra forskellige hold og uddannelsesretninger. Den internationale Læringscafé gennemføres i Skive-afdelingen af skolens to flersprogsvejledere.
Undervisningsdesign
Læringsmål: Forløbet skal fremme elevernes mundtlighed, hvilket indebærer at eleverne kan anvende AI som redskab til at opnå forståelse ved læsning af fagtekster. Det skal undgås, at eleverne oplever læringstab i forhold til at få et fagligt ordforråd på dansk.
Herunder skal eleverne opnå bedre forståelse af og udtale af både hverdagsord og fagord.
Elevernes medindflydelse spiller en central rolle, idet eleverne selv vælger Den internationale Læringscafé til og her fokuserer på det, som er relevant for dem.
Indhold
De valgfrie tilbud til eleverne omfatter:
– modtage undervisning i fagsprog og hverdagssprog
– diverse digitale værktøjer, der hjælper at forstå og anvende fagudtryk og fagord
– individuel støtte til opgaver fra undervisningen
Undervisernes og vejlederne trækker på materialet “Dansk til SOSU” og “Dansk til naturfaget“, i samspil med CO-pilot. Download underviserens vejledning (pdf, marts 2025).
De casebaserede materialer skal styrke særligt de flersprogede elever. Begge materialer udvider ordforråd, styrker forståelse af førfaglige og faglige begreber, giver mulighed for at lytte og for at optage og sammenligne egne udtalelser.
Pædagogiske metoder
Underviserne og vejlederne benytter en tilgang, hvor elevernes individuelle forudsætninger og behov, såvel som konteksten for hver deres deres læring står centrale.
Læsefremskridt og afklaring af de næste skridt synliggøres for de enkelte elever ved at eleverne anvender TEAMS opgavegenerator.
Tilgangen giver tillid til egen mundtlighed og øger muligheden for aktiv deltagelse i undervisning og i praksis.
Enkelte elever kan vælge at arbejde parvis eller i mindre grupper og dermed dele individuelle læringsprocesser.
Evaluering
Evalueringerne foregår via en online survey og ekstern observation. Desuden har underviserne bidraget med deres betragtninger. Ekstrakter indgår i denne beskrivelse.
Vejledning af flersprogede elever
Hver lokal afdeling af SOSU STV har egen flersprogsvejleder, som støtter elever med dansk som fremmedsprog. Skolens undervisere vejledes og assisteres med viden om flersprogethed og med praktiske værktøjer. Det står centralt, at elevernes forudsætninger og kontekst for deres læring inddrages i undervisningen.

Fordybelsestid for flersprogede elever

Den stærkt elevcentrerede tilgang stiller høje krav til undervisernes differentiering.
Ved at bruge teknologierne, får vi frigivet underviser ressourcer til at målrette vores støtteopgaver.
Flersprogsvejleder, SOSU STV
Digital produktion
I forløbet er eleverne ikke digitale producenter, men skal blive kompetente og målrettede brugere af AI-tools til fremme af deres danske sprogfærdigheder.
Valg af teknologier foregår under hensyn til de databehandleraftaler, som skolen i forvejen har indgået med diverse IT-producenter og udbydere. I forløbet anvendes Co-pilot, sammen med de film- og case-baserede materialer “Dansk til naturfag” og “Dansk til SOSU“, som byder på ´lyt, læs, mix og match´ og andre opgaver med feedback.
Som metode vælges en systematisk fremgangsmåde efter instruktion:
1) Eleverne optager deres egen højtlæsning af fagteksten. Programmet vælger ord, hvor der er registreret udfordringer med udtale.
2) Eleverne får dernæst mulighed for at lytte til ordene, at optage de enkelte ord igen og at få AI-genereret feedback på deres udtale.
3) Eleven kan høre egen oplæsning og evt. gentage processen.
Elevernes faglige refleksion vil kun i mindre grad relatere til teknologien, men først og fremmest omhandle deres fagsprog og refleksioner over sproganvendelse.




TEAMS opgavegenerator
Vejledningen er udarbejdet af danskunderviser og flersprogsvejleder Hanne Dyrborg (SOSU STV, marts 2025)

Det [AI, red.] kan give mig en karakter, når jeg er færdig. Det er rigtig godt, så føler jeg, jeg gør det rigtigt. Det [AI, red.] hjælper os, og jeg har forbedret mit sprog.
Elev med filippinsk baggrund
SOSU STV, GF2, assistentuddannelsen
Digital dannelse
Forløbet har i høj grad individuel relevans for eleverne, idet indholdet i det digitale læremiddel vælges til den enkelte elev ift. dennes uddannelse.
Forløbet fremmer kritisk tænkning hos eleverne, da eleverne lærer at forholde sig kritisk til den AI-genererede feedback til dem. Desuden skal eleverne få øje på, hvordan AI kan anvendes med et godt læringsudbytte som mål. Eleverne tager således ansvar for deres egen læringsproces.

Læringsprodukt - eksempel

Elevernes individuelle læringsprodukter er del af deres sproglige træning ved hjælp af AI.
Omverden
Forløbet inddrager ikke direkte aktører fra uddannelsernes omverden. Men forløbet understøtter det essentielle samspil med lærestederne, da oplæring efterlyser større sikkerhed i elevernes mundtlige kompetencer.
SOSU-skolerne har det som en væsentlig opgave at forberede eleverne på deres erhvervsliv – fagligt, personligt og i stigende grad også sprogligt. Dermed skabes på sigt også merværdi for social- og sundhedssektoren.
I læringscaféen mødes deltagerne ikke alene på tværs af uddannelsesretninger og uddannelsesniveauer, men også på tværs af kulturelle baggrunde og sprog. Denne diversitet giver eleverne allerede under deres uddannelse indsigt i den mangfoldighed, der i stigende grad præger velfærdssektoren.
Vi har også noget socialt sammen med de andre. Det er en god idé at komme fra vores egne fag, snakke med nogle andre og lave noget sjovt.
Elev
SOSU STV, læringscafé
Jeg vil godt anbefale det. Jeg siger også til de andre: Kom herned, det er rigtig godt!
Elev
SOSU STV, læringscafé





