Mercantec & SDU: “Peer feedback på tværs”, okt. 25
Forløbet var iværksat i en dialog mellem undervisere på SDU og erhvervsskolen Mercantec.
Formålet var at forbinde datateknikerelever fra erhvervsskolen Mercantec og ingeniørstuderende fra SDU på tværs af uddannelseskæden. Udveksling og gensidig feedback på hinandens læringsprodukter skulle samtidig kvalificere den igangværende digitale produktion i de lokale arbejdsgrupper.
Forløbet blev gennemført virtuelt d. 30. okt. 2025 med 32 deltagere i alt, faciliteret af de to undervisere fra SDU, hhv. Mercantec. Varighed: 1,5 timer.
Timing for at arbejde med begge deltagergruppers læringsmål var central:
Mine elever var nået så langt, at de havde noget at vise og tale ud fra. Men de var ikke så langt, at de ikke havde mulighed for at ændre noget, baseret på feedbacken.
Kasper Holm, underviser Mercantec
Undervisningsdesign
Læringsmål
For de studerende på SDU skulle forløbet bidrage i deres læringsprocesser med at
– anvende design metoder herunder foranalyse og brugerinddragelse til udvikling af læringsteknologi
– arbejde med metoder til brugerinddragelse fx interview, observation, fokusgrupper
– foretage en mundtlig fremlæggelse af centrale dele af deres læringsprodukter
Læringsmål i valgfaget i Game-design 1 eller 2 på Mercantec var, at eleverne skulle kunne
– beskrive og planlægge et simpelt 2D-spil, fx et platformspil
– gøre rede for udviklingsfilosofien bag prototyping og usabilitytest
– bruge en game engine (fx Unity eller JMonkeyEngine) til at implementere et simpelt 2D-spil
– udarbejde flere level designs og implementere scener, der kan skiftes imellem
– implementere en spillerfigur, der kan styres via input (fx tastatur)
– håndtere event-styring og oprette konfigurationsfiler samt gemme data (fx highscores)
– implementere en simpel AI
– beskrive og planlægge et simpelt multiplayer 3D-spil
– anvende tilstandsmaskiner til styring af spilobjekter og logik.
Indhold
Juni – okt. 2025, forberedelse i 3 webmøder mellem de to undervisere fra SDU og Mercantec:
– Forventningsafklaring “Hvad er det faglige niveau hos eleverne hhv. de studerende? Hvad kan deltagerne få ud af en indbyrdes feedback? Hvor megen tid kan vi investere i lokal klargøring?”
– Lokale tidsplaner og muligheder for fælles forløb
– Beslutninger om fælles fagligt fokus
– Gruppedannelse på tværs
– Aftaler om lokal information af eleverne / de studerende om forløbet
30. okt. virtuelt forløb kl. 12.45 – 14.30
1) Velkommen til ZOOM og MYRE-poll som energizer
2) Præsentation af de to uddannelser v/ Maria Skougaard Andersen
3) Introduktion til “feedback på tværs” i grupper, med afholdelse i 7 break-out rooms, 60 min. Hver feedback foregik med 5 min. produktpræsentation + 10 min. diskussion.
4) Tilbage i forum og åben evaluering
5) Afrunding med resultater fra MYRE-poll & info om de næste skridt
Pædagogiske metoder og leg
Gruppedannelse på tværs var blevet foretaget baseret på elevernes og de studerendes teknologiske erfaringer og interesser, deres mål og personlige præferencer for socialt samvær. Desuden med så bred faglig fordeling som muligt i de enkelte grupper mhp. ny inspiration. Dette skulle sikre størst mulig personligt udbytte og godt samspil for alle. Også underviserne opnåede en god forståelse for hinandens faglige områder.
Deltagerne præsenterede (gruppevis) hver deres digitale produktioner og fik dermed en vis medindflydelse på deres udbytte af forløbet.
Evaluering
Blev foretaget efter gruppefeedback i forum som en åben dialog. Lokale evalueringer vil følge.
Underviserne bidrog efterfølgende med deres refleksioner.
Forløbet var forudgående blevet planlagt i detaljer. Heri indgik udveksling om det faglige arbejde på Mercantec hhv. SDU, gruppedannelse på tværs og den minutiøse planlægning af den virtuelle ramme med bl.a. gruppearbejdet i break-out rooms.
En projektkonsulent stod for rammesætning i ZOOM. For at sikre forbindelsens stabilitet, fik underviserne tildelt rollen som co-hosts.
På SDU nåede underviseren at introducere sine studerende på forhånd til uddannelsen på Mercantec og til forløbskonceptet.
Det var meget spændende generelt. Kvaliteten var rigtig rigtig god. Vi fik idéer til at komme videre med vores projekt. Det her kan bruges til noget.
Datatekniker elev, Mercantec
Digital produktion
Teknologivalget var foretaget baseret på det mål, at deltagerne fra begge uddannelser skulle kunne få gavn af fagligt feedback fra den anden uddannelses deltagere på det givne tidspunkt. Denne overvejelse førte til valg af:
Mercantec: Med et solidt fundament i programmering, databaser og softwareudvikling, arbejdede eleverne i et 3-ugers Game Design-forløb med at omsætte teori og spildesignprincipper til egne spil i Unity. Dermed skulle eleverne kombinere programmering, design og brugeroplevelse, og udvikle både et koncept, en spilbar prototype og et Game Design Document, der beskriver deres bevidste designvalg.
SDU: De 3. semesters studerende havde arbejdet meget med spiludvikling. Dette semester var de startet på webudvikling, hvor de skulle formidle et læringsindhold i deres semesterprojekter.
I deltagernes præsentationer af deres digitale produktioner foregik faglig refleksion over deres arbejde på det givne tidspunkt. Begge deltagerhold var i stand til at gribe og forarbejde overvejelser fra deres reviewers for at videreudvikle deres egne prototyper.
Fx forklarede to SDU studerende via skærmdeling, hvordan man kan rotere en figur i Unity.
En anden gruppe berettede om, at de havde fået forklaret, hvordan de kunne bruge en database i deres projekt, som ville gøre andre dele i projektet nemmere.
Elevernes og de studerendes digitale produktion af deres egne læringsprodukter stod centralt i undervisningsforløbet. Dermed ramte forløbet ind i den faglige kerne af hver af de to uddannelser.
Vi fik lavet et godt peer review, med konstruktiv feedback mellem hinanden. Vi lærte noget mere omkring layout og ting vi burde overveje i forhold til hvordan man skal gøre en hjemmeside mere attraktiv. Og vi gav noget feedback på tips og tricks for, hvordan man kan arbejde bedre i Unity.
Ingeniørstuderende, SDU
Digital dannelse
Forløbet havde ikke i sig selv fokus på at fremme digital dannelse hos deltagerne. Men det indgår både i datatekniker uddannelsen og i ingeniøruddannelsen at forholde sig kritisk og etisk ansvarligt over for nye teknologiers betydning for sig selv og samfundet, teknologiernes impact, datahåndtering og egen rolle som digital producent.
Det var på forløbets tidspunkt ikke bekendt hvorvidt digital dannelse indgik eksplicit i deltagernes egne digitale produktioner. Men ved fremtidig videreudvikling af forløbet kunne det muligvis tænkes at indgå i feedback processerne.
Det kunne konstateres, at forløbet har understøttet deltagerne i deres analytiske computational thinking som en essentiel tilgang i deres IT-uddannelser.
Derudover øvede deltagerne sig i at indgå i praksisfællesskaber og rollefordelinger i arbejdet med digitale produktioner.
Omverden
Forløbet foregik i snitfladen mellem en erhvervsuddannelse (EUD) og en akademisk uddannelse, nærmere betegnet, i uddannelseskæden for avancerede IT-uddannelser.
Forløbet var tilrettelagt således, at begge deltagergrupper kunne lære af hinanden fagligt. Dermed kunne forløbet fremme gensidig respekt hos forskellige faggrupper og appellere til deltagernes karriereforståelse.
Deltagerne pegede i fællesskab på muligheder for videreudvikling til gensidig gavn og muligvis en merværdi for IT-branchen på sigt.
Om deltagerne
Fra SDU har vi studerende fra 3. semester, der læser en ingeniøruddannelse inden for spiludvikling og læringsteknologi.
De tidligere semestre har de arbejdet meget med spiludvikling og nu på dette semester er de startet på webudvikling, hvor de skal formidle et læringsindhold i sine semesterprojekter.
Fra Mercantec har vi datatekniker-elever med speciale i programmering, som befinder sig på forskellige hovedforløb. Fra elever, der netop skal til at begynde på deres hovedforløb 2, til elever, der står lige foran deres svendeprøve.
Fælles for dem er, at de alle har bestået hovedforløb 1 og dermed et solidt fundament i programmering, databaser og softwareudvikling. I dette 3-ugers Game Design-forløb arbejder de med at omsætte teori og spildesignprincipper til egne spil i Unity (første gang med Unity).
Under forløbet lærer eleverne at kombinere programmering, design og brugeroplevelse, og de udvikler både et koncept, et spilbart prototype og et Game Design Document, der beskriver deres bevidste designvalg.Underviserne, undervisningsforløb "Peer review på tværs"
Samarbejde på tværs
Som afslutning bidrog deltagerne med refleksioner og ønsker til en videre udvikling.
Det skulle vare mindst 2 timer, om virtuelt eller fysisk. Måske igen med en opfølgning senere hen.
Jeg tænker, at det her kunne være over en længere periode og et længerevarende samarbejde. Over 2-3 dage.
Det kunne være fedt at mødes fysisk en dag.





