Fremtidsteknologier for fremmedsprog i EUD
MYRE midt har til formål at fremme motivation for at lære og anvende fremmedsprog hos elever i erhvervsuddannelser (EUD).
Til dette formål skal projektet udforske de nye muligheder, som fremtidsteknologier kan byde på. Her vil projektpartnerne særligt undersøge kunstig intelligens (AI) med bl.a. avatarer, trygge rum i Virtual Reality og visualiseringer med Augmented Reality. Eleverne vil afprøve sig selv med hinanden på deres hold og på tværs af landegrænser.
I MYRE midt er der plads til at gribe inspiration fra endnu ukendte teknologier. Derfor vil MYRE midt også rette øjnene mod tech-trends på projektets forskellige brancheområder. Konkrete erfaringer og viden fra pilotprojektet i Region Syddanmark og fra det dansk-tyske samarbejde skal ligeledes inddrages, hvor relevant. Samtidig indgår overvejelserne fra Midtjylland allerede nu i det videre arbejde i MYRE.
Underviserne på tværs af 3 erhvervsskoler med en bred faglig og geografisk spredning vil lære af hinanden undervejs. Her vil modellen ROBOdidaktik spille en tydelig rolle i deres indbyrdes udveksling og i den gensidige kvalificering af deres undervisningsforløb.
´MYRE midt´ har opnået bevilling fra Region Midt til en toårig periode (2024-2026).
Modellen ROBOdidaktik er blevet udviklet og raffineret i løbet af en syddansk projektrække. Modellen er praksisbaseret og kvalificeret i et aktionsforskningsforløb (2018-2022) og videreudvikles i løbet af efterår 2024.
Den tech-didaktiske model anvendes på metaniveau og spiller typisk fint sammen med relevante lokale eller fagligt specifikke modeller.
Partnerskabet og fokus
Projektets 3 erhvervsskoler udgør til sammen en bred faglig og geografisk spredning:
– Mercantec står som leadpartner og indgår derudover i den faglige udvikling med datateknikeruddannelsen
– SOSU Skive Thisted Viborg (SOSU STV) bidrager med SOSU-uddannelserne i Skive
– Jordbrugets UddannelsesCenter Aarhus (JU) involverer anlægsgartneruddannelsen i Beder
Nationalt Center for Fremmedsprog såvel som EU Office Central Denmark følger projektet tæt og vil kvalificere de faglige valg undervejs, imens Syddansk Universitet (SDU) indgår aktivt med ingeniøruddannelsen inden for ´Game Development and Learning Technologies´, Teknisk Fakultet. Desuden forestår SDU evalueringerne. Moeve bidrager med faglig projektledelse og dokumentation af resultater samt assistance ved dataindsamling til evalueringerne.
Mål og tilsigtede resultater
MYRE midt vil realisere følgende mål:
a) En analyse af barrierer og motivation i arbejdslivet ang. teknologier og sprog gennemføres, som et erhvervsrettet grundlag for et kompetenceløft hos EUD-undervisere.
b) Et kompetenceløft hos min. 27 EUD-undervisere via en række fælles seminarer og tech-workshops skal resultere i, at underviserne kan fremme elevernes motivation for at bruge deres fremmedsprogskompetencer.
c) Min. 9 undervisningsforløb med nye teknologier skal udvikles og implementeres i projektets uddannelser, til fremme af motivation for fremmedsprog hos min. 100 EUD-elever.
d) Studerende fra SDU-uddannelsen inden for Learning Technologies vil indgå som tech-ressourcer for EUD-undervisere i udvikling af deres undervisningsforløb. Dermed skal samarbejdsfladen i uddannelseskæden mellem akademiske og erhvervsrettede uddannelser styrkes.
Resultater og erfaringer fra MYRE midt vil indgå i en skitse for en MOOC (Massive Open Online Course), der henvender sig til undervisere på tværs i uddannelseskæden. SDU vil forestå dette eksperimentelle arbejde.
MYRE midt skal derudover skabe grundlag for et videre fælles samarbejde mellem partnerne i europæisk kontekst. Forankring af resultaterne omfatter derfor også udarbejdelse af en fælles projektbeskrivelse til formålet.